Om femkamp

Moderne Femkamp er en konkurrenceidræt, der består af svømning, fægtning, ridebanespring samt løb og skydning.

I konkurrencerne opdeles deltagerne i køn og aldersklasser. Aldersklassernes konkurrencemodel er givet her, mht. hvilke discipliner der som minimum skal gennemføres:

  • Under 15 år: Løb og svømning obligatorisk
  • 15-16 år: Laser-Run og svømning obligatorisk
  • 17-18 år: 4 discipliner uden ridning er obligatorisk
  • 19 år (junior) og ældre: 5 discipliner obligatorisk

Der konkurreres derudover i 2-persons holdstafet.

Kort oversigt over disciplinerne

Nedenstående distancer, tider og point gælder for seniorer. Der gælder andre mål for yngre og ældre deltagere.

Fægtning: Man fægter alle mod alle med elektriske kårder. Hver kamp afgøres af ét touche, når den ene fægter har ramt den anden. Kampens varighed er maksimum 1 minut. Hvis fægterne rammer samtidigt, får ingen af dem point. Hvis de ikke har fået point inden et minut, noteres begge for et nederlag. 70 procent vundne kampe giver 250 femkamppoint.

Svømning: 200 meter fri. En tid på 2.30 min. giver 250 femkamppoint. Yngre klasser svømmer 100 meter og de yngste 50 meter.

Ridning: Ridebanespringning – maksimalt klasse LA men de fleste konkurrencer anvendes LB-LC, hvor hestematerialet afgør springhøjden. Der trækkes lod om hestene, der er ukendte for deltagerne. Efter 20 minutters opvarmning med hesten og et antal prøvespring rider man en bane med op til 12 forhindringer inden for en fastsat tid. Fejlfrit ridt giver 300 point, derfra trækkes nedrivninger (-7 point), refuseringer (-10 point) og så videre.

Laser-Run (løb og skydning) er konkurrencens afslutning. Man starter forskudt, afhængig af de point, man har fået i de forrige discipliner. Den, der kommer først over målstregen er vinder af femkampen. Man (junior/senior) løber fire gange 800 meter, afløst af laser-pistolskydning mod ringskive på 10 meters afstand, hvor en 7’er eller bedre er en ’træffer’. Yngre klasser løber færre gentagelser, og de yngste 400 m distancer.

Når fem træffere er opnået – eller når 50 sekunder er gået efter første skud på skiven – løber man næste afsnit. En sluttid på 13.20 min. giver 500 femkamppoint.


Læs mere om femkamp:

07-11-2021